The Think Pink vintagemodeshow til København Vintage 2018

Vi er så glade og stolte af at kunne præsentere The Think Pink Show til København Vintage 2018! Modeshowet vil vise mere end 40 sæt tøj inspireret af filmen Funny Face og vare ca. 35 minutter på scenen i Store VEGA. 

 

The Think Pink Show er et vintagemodeshow med udgangspunkt i den smukke Audrey Hepburn-film Funny Face skabt af Pauli Tvilling fra vintagebutikken FN92. Pauli er udover butiksindehaver også et kendt ansigt i DR1s Skattejægerne og har tidligere stået bag flere magiske modeshows bl.a. 100 års mode på La Glace og Great Gatsby på Arbejdermuseet.  

Modeshowet vil tage os med hele vejen igennem filmen og rekreere mange af de smukke kostumer, lige fra de lyserøde mesterværker i starten til den legendariske brudekjole Audrey Hepburn har på sidst i filmen. Den brudekjole er helt speciel fordi den havde stor indflydelse på kvinders valg af brudekjoler fremover – nu skulle de være korte, forklarer Pauli Tvilling. 

Og hvorfor så vælge filmen Funny Face? Og ikke Breakfast at Tiffany's f.eks?

Funny Face foregår i 1957, i en periode hvor silhuetten stadig er meget feminin, inden man går over i det mere enkle og grafiske look a la Jackie O. siger Pauli Tvilling og tilføjer: Samtidig er det en film som både viser kvindernes tøj på arbejdspladsen og de store festskrud – begge dele er fantastiske og fortjener at blive vist på den lyserøde løber. Og derudover er der flere forskellige karakterer at spille på foruden Audrey Hepburn – f.eks. modellen Dovima som også spiller model i filmen.

Vi glæder os til at byde The Think Pink Show velkommen d. 8. april 2018 til København Vintage i VEGA.

Billeder fra filmen Funny Face. Alle billeder fra Bluescreens.net