Interview: Hulahopdronningen Miss Mia

  Miss Mia til København Vintage 2017

Miss Mia til København Vintage 2017

Miss Mia er Danmarks ukronede hulahop-dronning og lever af at optræde til private fester og store arrangementer og underviser også for dem som gerne vil have god og sjov motion. Samtidig er hun vild med den klassiske 50’er-pinupstil, som både kommer til udtryk i hendes personlige garderobe og i hendes glamourøse hulahop-shows, som du kan opleve til København Vintage 2018. Men hvordan startede hele hulahopeventyret egentlig? Og hvorfor er det så fantastisk at svinge med kulørte plasticringe? Læs Miss Mias svar her:

 

Hvornår startede din interesse for hulahop?

Jeg har faktisk aldrig haft en hulahopring som barn, men da jeg var 18 eller 19 år købte jeg min første ring i en legetøjsbutik. Jeg var i sommerhus med mine forældre og skulle have tiden til at gå, så jeg begyndte at øve mig i haven og på stranden. Da jeg kom hjem blev jeg ved med at hulahoppe og i starten øvede jeg mig bare i at få den til at svinge omkring maven, men med tiden begyndte jeg også at lave mere avancerede tricks. Den gang kunne man jo ikke finde inspiration på Youtube ligesom i dag, men jeg kiggede på mange videoer og dvd’er med cirkusartister som brugte hulahopringe og begyndte at udvikle mine egne tricks.

 

Du har også selv lavet en inspirationsvideo?

Ja, i 2011 udgav jeg min DVD 'Miss Mia Hula Hoop DVD', som stadig kan købes på min hjemmeside. Her er over en times hulahop-træning, så man kan øve sig hjemme i stuen.

MissMia_vega_12.jpg

Hvordan kom du i gang med at lave hulahop-shows?

Omkring 2009-2010 begyndte jeg at optræde med mine hulahop-shows og i 2010 lavede jeg mit første rigtig store show på Roskilde Festival, hvor der blev delt hulahopringe ud til publikum også. Jeg havde ikke stået på så stor en scene før, men heldigvis var der vildt mange mennesker og mange tog udfordringen op og hulahoppede med. Det var vildt sjovt! Siden har jeg optrådt for både børn og voksne i mange forskellige sammenhænge ligefra firmaarrangementer til skolehulahop.

 

Lever du af at hulahoppe?

Ja, jeg lever af at hulahoppe som den eneste i Danmark og en af de få i Europa – jeg optræder med shows, underviser i hulahop og Pin Up Fit og sælger hulahop-merchandise på min webshop, bl.a. specialbyggede hulahopringe og -dvd’er.

MissMia_vega_5.jpg

Hvad er det bedste ved hulahop?

Man bliver rigtig glad i låget af det! Derudover er hulahop noget, man aldrig bliver færdig med. Man kan altid øve sig på nye tricks og blive bedre. Og så kan alle kan være med – selv har jeg undervist børn og voksne fra 4-92 år. For mig er det bedste muligheden for at være kreativ på mange forskellige måder – jeg elsker at udvikle shows, lave kostumer, specialbygge ringe, finde den rigtige musik osv.

 

Det er ingen hemmelighed at du har en forkærlighed for den klassiske 50’er pinup-stil, som du både dyrker til hverdag og i dine shows – hvordan kan det være?

Jeg vil gerne være en dame – og se ud som en dame. Siden jeg var lille sagde min mor at jeg lignede et juletræ, men jeg elskede smykker og pynt. Min mormor derimod havde de mest fantastiske, store hatte og syede alt sit tøj selv. Og så er det altså meget sjovere at optræde i bastskørt eller sømandskostume end i fitnesstøj.

 

Vi glæder os rigtig meget til at se dit show til København Vintage i VEGA! Kan du løfte sløret for hvad vi kan se frem til?

Til København Vintage kommer jeg til at vise en hel masse nye tricks med et væld af hulahopringe og et nyt kostume – det bliver super glamourøst!

 

Vi glæder os meget til at byde Miss Mia velkommen på scenen i Lille VEGA til København Vintage 2018!

MissMia_vega_7.jpg

Du kan følge med i Miss Mias hulahopeventyr på Facebook, Instagram og MissMia.dk og husk også at stemme på Miss Mia til den store pinup-konkurrence Miss Viva Las Vegas 2018!