Udstiller: Hausfrau Deluxe

D. 31. marts 2019 deltager Østerbro-butikken Hausfrau Deluxe til København Vintage for første gang – og vi glæder os til at se alt det lækre vintagetøj. Velkommen til!

Mit bedste vintagefund nogensinde

Sidste år besøgte jeg Berlin. Igen. Min yndlingsby! Men denne gang var besøget noget ganske særligt. Jeg plejer at shoppe som en gal, men denne gang var jeg sammen med en rigtig god ven, som jeg har været vild med i årevis, og det fjernede jo helt focus. Dog var vi på et af mine yndlings-loppemarkeder “Flohmarkt im Mauerpark” og der fandt jeg en vidunderlig lilla-turkis silkekjole fra 50`erne, som passede mig perfekt.
Den er blevet mit bedste fund nogensinde. Ikke mindst fordi det var på den ferie, at manden i mit liv også blev vild med mig! Ham, som har taget fotografiet af mig og den kjole, som jeg derfor aldrig skiller mig af med.

En tidslomme på Østerbro

Fra det øjeblik du træder ind i min lille perle af en butik, bliver du mødt med en stemning af noget trygt og gammeldags. Her er plads til alle generationer og snakken kan gå livligt, når bedste fortæller om dengang hun var ung og bar “en kjole à la den her” og havde “tilbehør à la det her”. Moden gentager sig og jeg følger med.
Her er noget indenfor alle genrer, både vintage og second-hand med et oldschool-snit. Du kan finde alt - lige fra den funky 70’er herreskjorte, Twiggy-kjolen fra 60’erne, den pæne dametaske fra 50’erne og den fine hat der lige passer til. Eller hvad med en lækker herrevest og en smuk, feminin vintagebluse der matcher. Her er brocher, sko og manchetknapper eller hvad med en smuk tobaksdåse, skønne keramikvaser og elegante champagneskåle.
Alt er nøje udvalgt og håndplukket af mig. Det er repareret, hvis nødvendigt, og renset og strøget, så du straks kan bruge det. Kom og nyd atmosfæren og stemningen - og måske et glas vintage portvin.

Til København Vintage 2019 medbringer jeg et bredt udsnit af det vintagetøj, tilbehør og fine småting, som til hverdag kan findes i min butik Hausfrau Deluxe i Classensgade på Østerbro.

Se meget mere

Hausfraudeluxe.dk

Facebook

Instagram