Udstiller: Hansen Retro

Charlotte og Claus har over mange år opbygget en stor samling vintagetøj og er i forvejen vante sælgere på de københavnske loppemarkeder – og i år har vi fornøjelsen af at byde dem velkommen i VEGA til København Vintage 2019.

Hvad har I med til København Vintage 2019?

Vi medbringer en lille del af vores store samling af primært hverdagstøj, men også smukke lange kjoler, deadstock skjorter og andre gode sager til herrerne og lidt til de mindste i familien. Men tøj alene gør det ikke - så vi finder også plads på vores stand til smukke smykker, originale vintagesko og lækre håndtasker og tasker i kernelæder. Vi har det meste, lige fra tørklæder i fantastiske farver, som kan pifte ethvert outfit op. Skjorter, som kan bruges både til hverdag og fest, med nederdel eller bukser til - mulighederne er mange. Skønne kjoler til arbejde og caféture, samt lange, smukke rober til de store fester i livet. Ja, selv brudekjoler til den største dag af alle, har vi med.

Primært er vi vilde med 60´erne og 70´erne med de mange skønne prints, mønstre og farver. Når man som os samler, fordi man ikke kan lade være, så må der noget videre, for at få plads til det nye gamle, vi møder på vores vej. Og vi har et stort ønske om, at de skønne ting skal bruges, og ikke bare hænge hos os og samle støv. 

Hvad er jeres bedste vintagefund nogensinde?

Vi kan blive ligeså begejstrede for en lækker hverdagskjole som en smuk brudekjole. Især hvis vi kan få historien bag - tænk at få lov til at overtage et stykke tøj, der har været en del af et andet menneskes liv for 50 år siden! Og vi har været så heldige at få lov til at tale med flere af dem, hvis tøj vi har overtaget, og dermed fået historien - dét kan gøre selv et tørklæde eller en broche til det bedste fund. Indtil det næste bedste fund kommer - for der kommer jo altid ét til... og ét til... 

Vi glæder os til at få en snak om vores fælles passion på vores stand på scenen i Store Vega.

Se meget mere

Instagram