Udstiller: CPH Kimono

Er du på udkig efter en smuk og farverig kimono til sommer? Kig forbi CPH Kimono til København Vintage d. 31. marts.

CPH kimono opstod efter at jeg i flere år har samlet på og lært at gå i traditionelle, japanske kimono. Håndværket i vintage kimono er fantastisk. Silken, siger man, holder i 100 år. Da vintage kimono er skabte til at holde så længe investeres der ofte måneders arbejde i at væve, farve og sy hver enkelte. Det er en udsøgt luksus at gå i sådan et stykke tophåndværk. 

Hvad har I med til København Vintage 2019?

De kimono vi har med til København Vintage, er mest fra 30’erne-50’erne, som har en særlig plads i mit hjerte. Mange har udtryk, som vi først oplevede her mange år senere. Stærke farver - nogle næsten neon - skæve geometriske mønstre, tegneserie-agtige billeder og smukt indfarvede billeder, som fanger naturens skønhed og kaos på en ekstremt elegant måde.

Udtrykket fra vintage kimono er skønt blandet med vestlige tøj - en kimonojakke med en hættetrøje, en forkortet, gennemsigtig sommerkimono over et par shorts, 30’er kimono med peplum, hat og pelskrave.

Med på København Vintage har vi også korte kimonojakker, Geta og Zori sandaler, nogle skønne ‘Kimono Hime’ modeblade og kimono til mænd og børn.

Se meget mere

Facebook