Sådan tager du gode billeder af vintagetøj

 
 

Du behøver ikke et dyrt kamera for at tage gode billeder af dit vintagetøj eller -tilbehør, men kan sagtens bruge kameraet i din telefon. Fremfor alt handler et godt billede om tre ting – at bruge det rigtige lys, at skabe et enkelt motiv og gøre tøjet indbydende at se på:


Naturligt lys

Hvis du kan, så tag altid billeder af tøjet i naturligt lys, med mindre du har et professionelt studie med studielys. Billeder taget i almindeligt kunstigt lys får en gullig tone og det kan derfor være svært at se tøjets rigtige farver. Det er mest optimalt at tage billederne et sted hvor tøjet ikke er i skarpt sollys eller direkte modlys.

Enkelhed

Gør billedet enkelt og overskueligt ved at rydde op omkring dit motiv. Fotografer tøjet på en simpel baggrund, så der ikke er noget som forvirrer.

Gør tøjet indbydende

Sørg for at tøjet er vasket og strøget, så det ser mere indbydende ud. Har du mulighed for at fotografere tøjet på en gine eller en model, er det lettere at se hvordan tøjet ser ud, fremfor når det hænger på en bøjle.