Udstiller: MorfarsMoustache.dk

MorfarsMoustache.dk holder normalt til i Slagelse, men d. 8. april er vi glade for endu en gang at have fornøjelsen af alle deres lækre vintagevarer til både damer og herrer i VEGA.

Velkommen tilbage!

MorfarsMoustache.dk er en nostalgisk webshop der forhandler vintagetøj fra ca. 1940-1990erne. Vi er 3 stk. vintage-entusiaster der til daglig driver det online vintage-univers samt en lille hyggelig, fysisk butik i udkanten af Slagelse. MorfarsMoustache.dk blev etableret i 2008, men interessen for gamle sager med historie har været der stort set hele livet. Vi elsker tanken om, at hvert stykke tøj har en historie og har svært ved at forstå, at der i dag bliver produceret store mængder nyt tøj, når der findes så meget vidunderligt vintagetøj i verden. Hos MorfarsMoustache.dk kan man lege med 6 årtiers forskellige modediller, og vi synes det er magisk at kunne kombinere de forskellige årtier, så helt nye udtryk opstår. Alle personligheder er unikke og hos Morfar er der plads til mangfoldighed. 

Til København vintage 2018 vil vi bidrage med en et stort udvalg af vintagetøj fra primært 1940-1970erne; til både herrer og damer. Vi har brugt et helt år på at samle det bedste vintage, og på vores stand kan man lade sig friste af et bredt varesortiment med hovedvægt på hverdagstøj. Til damerne kan du bl.a. gå på skattejagt mellem kjoler, bluser, nederdele, spadseredragter, tasker, smykker, hatte, sko og meget mere. Til herrerne har vi denne gang bl.a. fundet en masse lækre vintage blazere, habitter, skjorter, veste, forårsjakker, hatte og sko frem. 

Der er rigtig mange gode grunde til at købe vintagetøj. For det første får man en unik vare og dermed mulighed for at skabe en helt unik stil. Det har sjæl og historie, og vi elsker tanken om at redde et lille stykke historie, hver gang en vintageskat får en ny ejer. Vintagetøj er desuden ofte lavet i rigtig god kvalitet, da det dengang blev produceret for at skulle kunne holde i lang tid. Sidst, men ikke mindst, synes vi faktisk at det er en investering når man køber vintagetøj; det bliver jo aldrig ”for gammelt” og ofte bliver det endda mere værd, jo ældre det er.

Vores koncept bygger på kærligheden til vintagetøj fra ca. 1940-1990erne. Vi elsker alle årtiers modediller og at kunne se muligheden i at kombinere dem. Alle årtier i modehistorien har, efter vores mening, hver sin charme :)

 

Mød Morfars Moustache på stand 21 i Store VEGA og se mere på

Morfarsmoustache.dk

Facebook

Instagram