Udstiller: Vintagesonika

Det er altid en udsøgt fornøjelse at have mor/datter-duoen Vintagesonika med til København Vintage – her finder man altid nogle ganske fantastiske og sjældne vintageskatte!

Det er en form for forelskelse at være passioneret vintagesamler. Jagten på en smuk kjole, en hat, en taske et par sko…… får hjertet til at banke uroligt.

Glamour og eventyr har altid været det, der drev lysten og interessen for vintage. Som barn hang jeg over min mor når hun syede på sin Singer trædemaskine og undrede mig over de fantastiske kjoler, der kom frem. Jeg husker især min mors sorte chiffon kjole fra 1930`erne og hendes sorte ruskindssko med kinahæl som lå i ”Børges” skab.  Det var starten på min fascination for smukke ting.

Jeg har samlet så længe jeg kan huske men har været mere samler end sælger. Det er nu tredje gang jeg er med på København Vintage og glæder mig til igen at vise skønne kjoler – eftermiddagskjoler/aftenkjoler – sko – tasker- hatte – badedragter - brudekjoler etc. .

Og mærke suset af entusiasmen fra andre udstillere og ikke mindst fra alle de skønt klædte kvinder (og mænd) som kommer forbi.

Så hvis du står og mangler en hat fra Schiaparelli eller en fed brudekjole i silke fra 1935, har du chancen nu.

 

Mød Vintagesonika på stand 32 og se mere på

Vintagesonika.dk

Facebook

Instagram